Når stress bliver ved, selvom du gør alt det rigtige
"Hvordan kommer jeg ud af stress?" "Jeg har prøvet alt – men jeg har det stadig ikke godt"
Det spørgsmål dukker op igen og igen hos mennesker, der har det skidt – og har haft det længe.
De har trukket sig lidt fra arbejde, droslet ned på sociale aftaler, holdt pauser, gået ture. Måske har de fået psykologhjælp, spist sundere, mediteret. Læst selvhjælpsbøger og prøvet at forstå sig selv bedre.
Og alligevel har de det stadig ikke godt.
Måske er du en af dem.
Du føler dig stadig stresset. Tankerne kører i ring. Kroppen føles anspændt eller flad. Du sover ikke godt. Du vågner træt.
Du føler dig som en udgave af dig selv, du ikke helt kan genkende.
Du gør alt det, du har lært, skulle hjælpe – og det hjælper bare ikke.
Og det er her, mange begynder at tvivle på sig selv:
Er det mig, der er noget galt med? Hvorfor virker det ikke?
Det handler ikke om, at du gør for lidt
Det handler om, at du – ubevidst – stadig gør for meget af det, der har gjort dig syg.
Det lyder måske provokerende, men for mange er det præcis det, der er på spil.
Når styrke bliver til overlevelse
Langvarig stress handler sjældent kun om travlhed, deadlines og mange bolde i luften. Det handler ofte om, hvem du føler, du skal være – for at være god nok, elskelig, værdifuld.
Måske har du lært, at:
Du skal tage ansvar for andre
Du helst ikke må være til besvær
Du skal være stærk, overskudsagtig, hjælpsom
Du skal have styr på tingene
Du skal være den, andre kan regne med
Du ikke må fylde for meget
Du skal gøre dig fortjent til kærlighed og ro
Måske har du, helt uden at lægge mærke til det, været på vagt hele livet.
Altid scannet omgivelserne. Tjekket stemninger. Tilpasset dig. Taget dig sammen.
Og måske har du gjort det så længe, at det føles som en helt naturlig måde at være i verden på. Du har overlevet på den måde. Og det giver mening.
Men det er også ekstremt slidsomt for kroppen og nervesystemet at være "på" hele tiden.
Stress som signal – ikke svaghed
Når kroppen bliver ved med at reagere, selv når du holder pauser og "gør det rigtige", er det ikke et tegn på svaghed.
Det er et tegn på, at du ikke længere kan bære den rolle, du har båret så længe.
Stress er et signal. Ikke på, at du skal tage dig mere sammen – men på at du ikke skal tage dig sammen hele tiden.
Det er kroppen, der forsøger at fortælle dig noget:
Der er noget, du ikke længere skal bære. Noget, du ikke skal være. Noget, du skal begynde at lytte til.
Den usynlige stress: Indadrettet pres
Mange tror, stress handler om at have for travlt. Men for rigtig mange handler tilbagevendende stress om et indre pres, der har ligget i kroppen længe. Et pres for at være rigtig. Nok. God. Klog. Elskelig.
Det handler om ens selvbillede. Om gamle strategier. Om en indre stemme, der ikke tillader dig at være i fred, før du har gjort nok – været nok.
Den slags stress går ikke væk af ro og ferie alene.
Den kræver, at du begynder at se på, hvordan du er i verden – og hvordan du er over for dig selv.
Det handler ikke kun om at hvile – men hvordan du hviler
For nogen føles det umuligt at hvile, selv når de har tid. Kroppen kan ikke falde ned. Tankerne bliver ved. Skylden presser sig på.
Og det giver mening.
For hvis din tryghed hele livet har ligget i at gøre noget – være hjælpsom, effektiv, dygtig – så føles hvile som at miste kontrollen.
Det kan føles skræmmende at være i stedet for at gøre.
Så nej – det handler ikke bare om at slappe af.
Det handler om, at du har brug for at ændre måden, du er i verden på.
Og det er ikke noget, man bare lige gør.
Når heling starter indefra
Ægte heling begynder, når du bliver nysgerrig på dine egne mønstre. Når du tør spørge:
Hvad er det, jeg er bange for, sker, hvis jeg stopper med at tage ansvar for alle andre?
Hvad er det, jeg tror, jeg skal gøre for at være elsket?
Hvad tror jeg, der sker, hvis jeg ikke præsterer, leverer eller er stærk?
Når du tør stille de spørgsmål, begynder noget nyt. Noget vigtigt. Noget skrøbeligt.
Du begynder at give dig selv lov til at være menneske – ikke bare en, der klarer det hele.
Du er ikke forkert – du er bare træt
Du er ikke for meget.
Du er ikke svag.
Du er bare udmattet af alt det, du har båret – ofte helt alene og i stilhed.
Og måske er du et sted i dit liv, hvor du ikke længere kan bære det på samme måde.
Måske skal du ikke længere overleve. Måske skal du begynde at leve.
Er det her genkendeligt? - tag det første skridt hjem til dig selv
Hvis du står i en erkendelse af, at noget skal ændres – men uden helt at vide hvordan - er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale.
Du skal ikke have alle svarene, før du starter. Du skal ikke præstere i terapien. Du må gerne være træt, i tvivl og sårbar.
Her er plads til dig – lige præcis som du er.
Er du klar til at begynde på en ny måde at være i verden på?
Skrevet af Steffi Guldberg Larsen, Psykologhuset Echoa